Ferietid betyder træning og socialisering, hygge og god tid

Jeg elsker at holde ferie på den måde! Altså hvor der er plads til træning af hundene, hygge, afslapning og god tid.

Træning først...

I tirsdags var Selma og jeg inviteret til at deltage på Trines hvalpehold hos Canis i Holbæk.
Det var dejligt at komme i gang med "rigtig" træning igen, og det var fedt at få Selma med på et hvalpehold på en fremmed træningsplads og med fremmede hunde - som altid klarede hun det helt fantastisk. Der var velkendte øvelser, men der var også nogle nye i blandt:
  • Ro
  • Kontakt og kontakt under baglæns gang
  • Indkald
  • Introduktion af baljen/elefanten, herunder at være i ro, mens fremmed voksen hund arbejdede på banen. Herefter at forholde sig i ro, mens samme hund gik rundt om os - Selma kom flot op på baljen, og hun kom en kvart omgang rundt - bare den forkerte vej ;-) Eller forkert og forkert... Hun skal lære begge veje omkring, men planen er, at hun skal lære højre om først og dernæst venstre
  • Miljøtræningsbane bestående af stor knitrende presenning, liggeunderlag og en rampe - Selma gik med krum hals over det hele 
  • Træning af belønningsleg - jeg valgte at arbejde med selvkontrol og frivilligt slip 

Derudover træner jeg naturligvis selv videre på øvelserne fra mit normale hvalpehold, og p.t. har vi størst fokus på papkasseøvelsen. Det er sådan en fed øvelse, og Selma elsker den! Vi har fået det sødeste lille sidehop frem, så jeg har tænkt mig at arbejde videre med - det kan være, vi kan bruge det til freestyle en dag.

Molly og jeg træner primært mod FP3 i øjeblikket, og i morgen til tricktræning hos Aktivt hundecenter skal vi op i den uofficielt. Vi er på ingen måde i mål med alle øvelserne, men det bliver fint at få en status på dem, hvilket er det, jeg vil bruge det til. 

Spor er et kapitel for sig, og hvilket kapitel: Det går supergodt med både Molly og Selma, og jeg er bare så glad, for nu kan jeg se, at mine anstrengelser har båret frugt.
Tirsdag morgen kørte jeg ud til P-pladsen bag Toys ´R´ Us, og der lagde jeg et spor på 120 meter på slæb af våd krondyrklov og klovvand, altså intet blod. Det startede på græs, gik over asfalt og sluttede på græs, og det gik supergodt! Der var intet at mærke i overgangene, Selma var fokuseret og koncentreret, og der var godt træk i remmen. YES!
Det samme gik jeg med Molly, men det var som ventet for nemt, så hun blæste hen over det, men hun fulgte det alligevel rigtig fint.





Onsdag tog vi til Ballerup for at lægge overnatningsspor til Molly - jeg har ikke trænet ret meget spor med hende på det seneste, og vi skal snart til 400 m/20 timers prøve, så vi må hellere komme i gang igen.
Jeg lagde Mollys spor sådan, at Selma kunne gå den første del af det med samme:
200 meter lagt med krondyr og færtsko, 20 ml blod, ingen godbidder, 45 min liggetid og 2 knæk - starten på grus var svær, fordi der først kom en mand tæt på og stillede sig op og kiggede 5 meter fra, derefter kom det to mænd mod os, og de begyndte at tale til mig, men hun klarede det helt fantastisk. Da vi kom ud på græsset og forstyrrelserne var væk, fløj hun af sted - så sejt! Det var meget varmt, så om hun kunne have taget 200 meter mere, ved jeg ikke, men hun var bestemt ikke færdig ved de 200 meter, hvor jeg valgte at belønne og afbryde! Det første knæk tog hun snorlige, og det næste gik hun 2 meter forbi, men da jeg stod stille, gik hun direkte ud og tog knækket uden tøven. Superseje SuperSelma levede i dén grad op til sit navn med den præstation - jeg var SÅ stolt af den lille stjerne. Det giver mig i hvert fald håb om, at vi er klar til en 3 timers prøve til oktober, hvor Tollerklubben afholder en i Nordsjælland. 




Mollys spor lå til onsdag, og endte med at være 680 meter lagt med krondyr, 60 ml blod og 25 timers liggetid. Normal volder specielt grus, men også græs, vanskeligheder. Gruset plejer at være svært, og hun har svært ved at holde snuden i, og på græs har hun tendens til at flakke. Start, som hun selv skulle søge op, var på grus - ja, oveni købet på P-pladsen med livlig trafik og bagende sol begge dage - men Molly gik direkte hen, tog sporet op og gik derud af - fuldstændig snorlige, stabilt og uden at lade sig påvirke af overgangen mellem grus og græs - fedt, fedt, fedt! På græsstykket gik hun fuldstændig perfekt og lige i sporet - ingen flakken! Stor jubel! I skoven gik hun fint, som hun plejer, men det endte faktisk med at være den mindst gode passage, fordi det andet var så supergodt! Fantastisk at starte op med sådan et spor efter en pause. Selvom jeg ikke har gået voldsomt mange, og de har været korte, så er jeg overbevist om, at det er asfaltsporene, der har haft en effekt, hvilket jo er helt fantastisk at opleve.


  

Her til morgen tog jeg igen ud bag Toys, og jeg lagde i dag et spor på 180 meter på slæb af en våd krondyrklov og klovvand, igen intet blod og i dag med ophold i klovvandet - begge to gik superflot, og jeg kan nu efterhånden begynde at bruge de samme asfaltspor til dem, hvor de faktisk begge udfordres - Selma får lov at gå det med det samme, og Molly går bagefter, hvor det så lige har ligget det længere.
Selma har fået en ny og større Kong til belønning på sporet, og så længe jeg kan bruge den, gør jeg det, da det giver hende noget intensitet. Molly belønnes stadig med kødboller, og det fungerer fint til hende - samtidig får vi trænet afbrydelser og ikke mindst genoptagelse af sporet, hvilket de begge klarer virkelig flot! De går begge i gang med at spore igen med det samme, så snart hhv Kong er væk, eller det er tygget af munden.
Jeg er superstolt af begge mine tøser - de er helt igennem fantastiske begge to!




Det har, som overskriften lyder, ikke kun været træning det hele - vi har også hygget, herunder socialiseret, og slappet af: Vi har været ved to forskellige søer, hvor tøserne har badet (med efterfølgende spuling med haveslangen, hvilket specielt Selma ikke er udpræget begejstret for), vi har været i skoven, og i dag har vi været på Dyrehavsbakken.
Det var meget varmt, så derfor blev det ikke en ret lang tur, men vi gik ind på Bakken, gik en tur mellem alle menneskerne, forbi de larmende forlystelser og henover plænen ved scenen, hvor der var juleudstilling - Bonus: Selma mødte julemanden! Derfra vi vi en tur ud i Dyrehaven for at få vand og skygge - her holdt vi en lille pause, før vi gik lidt videre i skoven. Her mødte vi hestevogne, kørestole og kvinder med tørklæde. Da vi var kølet lidt ned, gik vi ind på Bakken igen, hvor vi købte en is, som vi satte os ned på en bænk for at spise - hundene fik lidt at gnave i, og de lagde sig begge pænt ned og slappede af, indtil vi var klar til at køre hjem igen. Super tur, der virkelig gav meget på socialiseringskontoen, og en på opleveren! Vel hjemme blev de kølet af med hver deres hundeis, og siden har de begge snorkboblet - jeg tror ikke, yderligere aktivering i dag er nødvendig... 





Kommentarer

Populære opslag