Stifinderkursus del 2

I går var det tid til den praktiske del af stifinderkurset gennem DRK, men inden da tog tøserne og jeg på en skøn morgentur, der inkluderede lidt træning.
For at komme videre med bliv i sit, er jeg begyndt at inkorporere det på alle vores ture, og det ser da heldigvis også ud til at begynde at give pote.

Skøn morgentur

Det blev også til lidt træning af stopfløjt med Selma. Vi er ikke i mål endnu, men vi er bestemt godt på vej, og jeg er rigtig godt tilfreds med status.

Hjem med hundene og så af sted mod Avnstrup, hvor jeg skulle mødes med de andre kursister og Charlotte Thomsen.
Vi lagde ud med en kort snak og så gik vi ellers i skoven, hvor vi kiggede på terræn, talte om egnethed til hhv 3-timers og 20-timers prøver, sporlægning, mulighed for overblik for både hundefører og dommer, hvordan man går ind i kassen, hvordan sporstart, sårlejer mm lægges og meget meget mere.
Vi lagde ud med at "lægge" et 3 timers spor, hvor vi fandt fixpunkter, linjer, talte skidt/meter, memorerede, ændrede lidt, gik det igen og gik det bagfra for at orientere os fra alle sider. Derudover talte vi om, hvor wiedergangen kunne ligge, hvis det var et 20 timers spor, om der kunne være en kasse, og hvor den i så fald skulle være placeret.
Derfra gik vi videre til et nyt område for at "lægge" endnu et spor. Her blev det tydeligt, hvor vigtigt det er at kende sit terræn, før man begynder at lægge sporet - efter de første godt 100 meter, måtte vi kassere terrænet, fordi det ikke var muligt at lægge et ordentligt spor.
Vi fandt et nyt terræn, men også her viste det sig at være lidt udfordrende. Vi fik dog planlagt et spor i det område, men igen var læringen: Kend dit terræn! Altså gå en tur i terrænnet, før sporet planlægges.
Det var 4 både hyggelige og utrolig lærerige timer - og en anelse trættende...

Det blev til en del på kun to spor

Forleden dag var jeg forbi hos Thomas og Anne efter skind og klove fra et dådyr, og da det ikke kunne blive ved at ligge, måtte jeg i gang med at ordne det, da jeg kom hjem.
Et lækkert namset skind, hvor hovedet stadig sad på, og som Selma var meget interesseret i - så interesseret, at jeg måtte lukke hende indenfor, da hun begyndte at hoppe op på bordet.
Hovedet - minus ører, som jeg prøver at tørre - fik Aino til sporslut, og selve skindet er blevet skåret op i stykker til hhv Aino, kursister og mig selv.

Dåfrakke, -hoved og klove

Selma ville rigtig gerne hjælpe med at ordne skindet!