Når perspektivet ændrer sig

Når nu et hold i lænden skal slå ned en mandag middag, så er det jo godt, der alligevel ikke var alverdens ting på programmet denne uge...

Efter at være blevet mere og mere låst og ude af stand til at bevæge mig i løbet af mandagen, måtte jeg blive hjemme tirsdag og akut til kiropraktor, men med en klar forventning om både at kunne tage på arbejde onsdag og deltage i jagttræning torsdag - jeg skulle dog blive klogere.
Onsdag bød igen på en tur til kiropraktor, og jeg nød onsdag morgen af kunne give hundene morgenmad og kunne komme ud af sengen på et par minutter. Normalt ville jeg have ment, at det var helt ad h*lvede til, men med mandag og tirsdag in mente, ændrede perspektivet sig, og onsdag morgen var pludselig god på trods af smerter og bevægelsesvanskeligheder. Anyways... jeg er stadig hjemme fra arbejde i dag, fredag, og jeg kom ikke til jagttræning med Selma i går.

Det der med træning er svært, når man har så ondt i hele skroget, som jeg har endt med at få, og jeg havde både dårlig samvittighed overfor tøserne, men det kriblede også i fingrene for at få trænet med dem, da jeg jo bortset fra skroget er helt frisk.
Jeg fandt ud af, at jeg kunne træne "gemme" med Selma, mens jeg sad yderst på en stol et par minutter, og herfra kunne jeg træne "hvad kan du?" med Molly.
I løbet af de sidste par dage er Selma blevet rigtig god til den øvelse, og det har på sin vis været godt, at jeg ikke har kunnet træne andet, for nu har vi fået fokuseret på den - varighed er næste step.
Jeg har trænet initiativ og kreativitet med begge, hvilket egentlig passer fint. Mht Molly er jeg lidt i et limbo i forhold til træning, fordi jeg ikke rigtig ved, hvad vi får brug for i vores nye program, så det har været fint at træne initiativ med hende - niveauforskellen, når jeg sidder, giver også et andet billede, end når jeg står.
Mht Selma er det også fint at få pudset initiativet og den frivillige adfærd lidt af, inden vi skal starte på Canis klikkertræneruddannelsen, og samtidig ser det ud til, at jeg kan få fanget og udnytte noget af den adfærd, hun tilbyder.

Det har samtidig givet mig lejlighed til at få lavet freestyletræningsplaner for begge tøser, som tager udgangspunkt i hhv færdighedsprøve 2 og vores nuværende program for Selmas vedkommende, og Titelprøven samt opstarten på noget afstandsarbejde med Molly.

Luftture og gå-pænttræningen lider lidt under min manglende bevægelighed. Tøserne kommer på deres vanlige morgentur med Thomas, i løbet af dagen kommer de i haven, og hen ad aftenen tager jeg enten Camille eller Sebastian med på turen, som foregår et sted, hvor jeg kan åbne bagsmækken, lade tøserne hoppe ud og løbe fri, indtil de igen hopper i bilen, da jeg ikke kan gå med dem i line - hverken pga ryk eller pga tempoet.

En lidt anderledes hverdag, men vi løser det på bedste beskub, og når nu det ikke kan være anderledes, nyder jeg at have tøserne omkring mig, når jeg alligevel ligger på gulvet, enten med is på eller for at lave strækøvelser.


Selma passer på mor

Selma hjælper med at lave øvelser på gulvet


Heldigvis fejler fingrene ikke noget, så jeg har både fået lavet en ny rallyline til Molly, Selmas freestyle halsbånd og mit armbånd, der passer til kostumet.
Derudover er jeg ved at være færdig med en nose workline på bestilling.


Ny rallyline til Molly

Halsbånd, armbånd og bling til vores FS1-program

Nyt halsbånd til vores FS1-program


Weekenden står på arrangement med Camilles nye klasse og Nicolais fødselsdag, og heldigvis er begge dele ret afslappede, så det skal nok gå, og så satser jeg ellers på at være back in business næste uge!

Kommentarer

Populære opslag